Røde Kors 2019: Et bedre liv for udsatte piger på flugt

Pigerne i flygtningelejren Cox’s Bazar mangler beskyttelse. De er flygtet fra vold og tortur, men mange er fortsat usikre og risikerer overgreb i den overbefolkede flygtningelejr. Med pengene fra dette års Danmarks Indsamling vil Røde Kors skabe trygge rammer for de udsatte piger og giver dem håb for en bedre fremtid.

Livet på flugt kan være ekstrahårdt for en pige. Mange har alvorlige og tragiske oplevelser, der inkluderer børneægteskab, menneskehandel, seksuel udnyttelse, vold og børnearbejde. Men det er heller ikke sikkert for en pige, når først hun ankommer til en flygtningelejr.

I den overbefolkede flygtningelejr Cox’s Bazar i Bangladesh opholder omkring 900.000 voksne og børn sig på flugt for vold og ødelæggelser i Myanmar. Pigerne er blandt de mest sårbare i lejren. Mange mangler fællesskab og sikkerhed og tør ikke eller må ikke bevæge sig frit i lejren af frygt for overgreb. De har ikke mulighed for at gå i skole, og i menstruationsperioder er pigerne tvunget til at opholde sig væk fra andre. Deres hverdag er utryg, og mange har kun ringe håb for en bedre fremtid.

Pigerne skal have trygge rammer

I tre udvalgte områder af flygtningelejren Cox’s Bazar vil Røde Kors sammen med lokalsamfundet oprette pigecentre, hvor udsatte piger kan mødes i trygge omgivelser. Centrene skal give pigerne fællesskab og samvær, og give dem en mulighed for at bearbejde traumatiske oplevelser fra livet på flugt. Røde Kors vil også styrke pigerne gennem psykosociale aktiviteter, hvor pigerne opnår nødvendige færdigheder til bedre at tage vare på sig selv og undgå fremtidige overgreb og misbrug.

Pigerne vil også modtage støtte og undervisning indenfor håndværk, syning, madlavning, engelskundervisning, håndtering af menstruationshygiejne og sundhed. Pigerne vil også modtage bæredygtige og genanvendelige hygiejnebind samt skolematerialer.

Lokalsamfundet – og drenge– skal også inddrages

Røde Kors vil oprette et erhvervstræningscenter, hvor både drenge og piger kan få sprogtræning og tekniske kompetencer. Alle, der færdiggør træningskurset, modtager et start-up-kit og kontanter, der giver dem en lille indkomst at starte initiativer op med. Omkring 2.000 unge piger vil få direkte gavn af at deltage i erhvervstræningscentret.

Sammen med lokalsamfundet vil Røde Kors også træne og nedsætte komitéer for beskyttelse af børn. Pigernes sikkerhed og psykiske velbefindende er i høj grad også påvirket af deres omgivelser, og derfor er det vigtigt at udbrede viden om børnearbejde, teenagegraviditeter, børneægteskab, menneskehandel og misbrug af børn til hele lokalsamfundet. Samlet set er projektets mål at nå ud til omkring 27.000 mennesker (ca. 30% af befolkningen i de tre områder i Cox’s Bazar).

Tilsammen vil initiativerne skabe større sikkerhed og give fornyet håb for piger på flugt.

Fakta

  • Konflikten i Myanmar har stået på i flere årtier. Men i august 2017 eskalerede konflikten i provinsen Rakhine og sendte flere end 700.000 børn og voksne på flugt.
  • De fleste fordrevne befinder sig nu i flygtningelejren i Cox’s Bazar i nabolandet Bangladesh. I teltlejren bor der tæt på 900.000 mennesker, hvilket gør Cox’s Bazar til verdens største flygtningelejr.
  • Cirka 20% af de fordrevne i lejren er piger i alderen 0-11 år – omkring 180.000 piger.

Kilder: Plan International. Rapport: Adolescent Girls in Crisis: Voices of the Rohingya (2018) + UNHCR. Population factsheet (2018)

Røde Kors' projekter fra tidligere år