Wolff og Koppel i spidsen for Danmarks største liveshow
Med Louise Wolff og Nikolaj Koppel i spidsen, livesending fra hele fem scener og X Factor, danske topstjerner samt helt friske indslag med kronprinsparret, kulminerer Danmarks Indsamling 2013 på DR1 fredag 8. februar i et tv-show, der tegner til at blive Danmarks største.
To hovedværter og fire landsdelsværter
Ved Danmarks Indsamling 2013 er det Louise Wolff og Nikolaj Koppel, der med kyndig hånd skal styre slagets gang fra en skole i byen Kayonza i Rwanda, som SOS Børnebyerne har opført med midler fra netop Danmarks Indsamling.
Men i år får de to erfarne værter også selskab af hele otte kollegaer. Som noget nyt er Danmarks Indsamling nemlig rykket ud i landet, hvor fire landsdele kommer til at kæmpe med og mod hinanden om at samle mest ind og gøre en forskel i Afrika. Landsdelsværterne er Mads Steffensen og Pernille Rosendahl, der skal dække den nordjyske indsamling, Sisse Fisker og Thomas Skov, der dækker den midtjyske indsamling, Peter Qvortrup Geisling og Jim Lyngvild, som skal dække Syddanmark og Ulla Essendrop og Peter Mygind, som styrer løjerne i Østdanmark.
I 2012 kulminerede Danmarks Indsamling i et storstilet indsamlingsshow direkte fra Koncertsalen i DR Byen. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
Underholdningsshow, der gør en forskel
Med livesending fra hele fem lokaliteter bliver Danmarks Indsamling 2013 et af de største shows i Danmark til dato, og når DR1 sender live fra det kæmpe indsamlingsshow vil et festligt opbud af danske stjerner levere underholdningen. D-A-D, TV-2, The Storm med Pernille Rosendahl, The Blue Van, og ikke mindst cremen af dansk dance-hall (herunder Wafande og Klumben & Raske Penge) er blandt de kunstnere, der vil stå på scenen i de fire forskellige landsdele.
Herudover vil der også være et musikalsk medley, der er lavet specielt til Danmarks Indsamling 2013 med Rasmus Walther, Barbara Moleko og Clemens, der alle hitter stort for øjeblikket. Peter Frödin, Ulf Pilgaard, Bodil Jørgensen, Jonas Schmidt og Troels Malling, er blandt de entertainerne, der vil sørge for at seere og publikum også får et rigtig godt grin i løbet af aftenen.
Samarbejde med X Factor
Samme fredag som Danmarks Indsamling 2013 løber af stablen på DR1, tager X Factor hul på det første liveprogram i denne sæson. Derfor har Danmarks Indsamling 2013 og X Factor denne aften valgt at slå pjalterne sammen til fordel for de nødlidende i Afrika.
Det store indsamlingsshow sendes på DR1 fredag den 8. februar 2013 kl.19 – 23:59.




