Overskud til at leve

Med den mest basale uddannelse, professionel støtte og vejledning kan man ændre en kvindes liv fra at være et spørgsmål om at overleve til at handle om at leve. SOS-Børnebyernes kommende socialcenter i Etiopien vil give tusindvis af kvinder værktøjerne til et bedre liv for dem og deres familier
Hvordan får man tid og råd til at uddanne sig, når man ikke engang kan få tid til at lede efter de få jobs, der findes, fordi man er alene med sine børn, efter manden døde?
Alle forældre vil skabe en lys og tryg fremtid for deres børn, men som alenemor i Etiopien, hvor man samtidig også kæmper mod fattigdom, fordomme og sygdom, kan det være en byrde, der næsten er umulig at løfte. Det vil et fremtidigt socialcenter i byen Jimma nu lave om på.
Hjælp med store konsekvenser
Det nye socialcenter, SOS-Børnebyerne planlægger at bygge i Jimma, kan trække på erfaringerne fra det arbejde, SOS-Børnebyerne allerede i dag gør i byen Awassa. Her ligger et socialcenter, hvor særligt kvinder kan få den hjælp, støtte og basale uddannelse, der lige netop giver dem det rygstød, som skal til for at kunne klare hverdagen og hjælpe kvindernes familie.
De to kvinder Tadech Getachew og Kuku Gebre har det tilfælles, at de for kort tid siden befandt sig i en håbløs situation: Alene med ansvaret for familiens overlevelse, en hverdag i dyb fattigdom og ingen uddannelse – og slet intet håb om, at den situation kunne ændre sig.
At passe børn og job samtidig var tæt på en umulighed, for i deres faldefærdige skure blev børnene syge, og de havde ikke et sikkerhedsnet, de kunne bede om hjælp, når tingene spidsede til.
"Før havde jeg ikke tid til at få et rigtigt job, for jeg var nødt til at kunne se efter mit barn. Nu er den lille i børnehave, og jeg har fået et job og går i skole, hvor jeg lærer at læse og regne. Mit barn er sundt og rask, og jeg er selv med i en gruppe af kvinder, som sparer penge op til at vi kan starte nye aktiviteter og tjene vores egne penge," fortæller Tadech Getachew.
Kuku Gebre på bare 20 år fortæller, at hun er startet i skole igen – i tredje klasse. Hun kan også få hjælp til lektierne, hvis hun har brug for det. Hun oplever det som en stor fordel at hun nu kan hjælpe sine egne børn, når de har lektier for hjemme. Og så er hun glad for, at hun kan læse de breve, hun modtager, uden at få hjælp fra andre. Målet for hende er at forandre sit og børnenes liv.
Danmarks Indsamling hjælper tusindvis af kvinder
SOS-Børnebyerne vil med hjælp fra Danmarks Indsamling 2010 udvide indsatsen for kvinder i Etiopien ved at bygge et nyt socialcenter efter samme model som det i Awassa. Det kommer til at ligge i byen Jimma i det sydvestlige Etiopien. Socialcentret vil sammen med en tilhørende lægeklinik komme mere end 10.000 mennesker til gavn - og indsatsen vil primært være rettet mod kvinder.
Målrettet hjælp til den enkelte
Den hjælp, som socialcentret i Jimma kommer til at tilbyde, retter sig i høj grad mod den enkelte kvindes behov, og hvilke muligheder der i lokalområdet.
Lignende socialcentre har gode erfaringer med at målrette tilbuddene inden for en række hovedområder:
Dagpleje: Det kan forekomme banalt, men særligt for enlige mødre er det et reelt problem at passe et arbejde og skaffe mad til familien, hvis man ikke har et sted at få familiens børn passet.
Indkomstgenererende aktiviteter: Fattige kvinder har brug for at bryde den onde cirkel, de ofte er havnet i uden uddannelse og uden mulighed for at forbedre deres situation. Undervisning i f.eks. forskellige håndværk eller fremstilling af kunsthåndværk giver kvinderne en mulighed for at brødføde sig selv og deres familier. Samtidig bliver de undervist i basale forretningsprincipper som eksempelvis regnskab og udgiftsstyring.
Uddannelse i ernæring og hygiejne: I et land, hvor langt fra alle har gået i skole kan simpel undervisning i hygiejne og den rette ernæring for børn og voksne redde liv. Særligt i familier, der i forvejen er ramt af sygdom som f.eks. hiv.
VCT-faciliteter (Voluntary Counselling and Testing) for hiv/aids-patienter: Et VCT-center rådgiver kvinder om hiv og aids og andre seksuelt overførte sygdomme samt sikker sex og familieplanlægning.
Fakta om kvinder i Etiopien
- Kun en tredjedel af alle kvinder i Etiopien kan læse og skrive
- Hver kvinde føder i gennemsnit mere end seks børn
- Etiopien er stadig et meget konservativt land, hvad kvinders rettigheder og kulturelle rolle angår. Selv om det er forbudt ved lov, så anslår FN (2005), at op mod 74 % af alle etiopiske kvinder er blevet omskåret på en eller anden måde. Tendensen er dog faldende
- Næsten 40 % af alle etiopiere lever under fattigdomsgrænsen.



