Overhørte kvinder på vej til magtens korridorer

Af Hanne Selnæs, IBIS
Afrikanske kvinder bliver ofte hverken set, hørt eller spurgt i politik.
IBIS vil bruge penge fra Danmarks Indsamling 2010 til at give kvinderne stemme og indflydelse i Sierra Leone.
Historien er barsk, krig og konflikt har i mange år præget Sierra Leone. Kvinderne har taget deres del af den elendighed og lidelse, der har fulgt i kølvandet på en konflikt, de aldrig har været årsagen til. Nu går det fremad. Der er fred i landet og en stærk vilje til at komme videre.
Piger bliver dog fortsat tvunget til både omskæring og ægteskab i en tidlig alder. Ligesom kvinder har stærkt begrænset indflydelse på deres eget liv og på det politiske liv i det samfund, de lever i.
Indflydelse på lokalpolitik
De penge, der kommer ind fra dette års Danmarks Indsamling, vil IBIS derfor bruge på at sikre kvinders rettigheder i Sierra Leone. Det skal i første omgang ske ved, at kvinderne får indflydelse på lokalpolitik i Kono-distriktet, som er et af de mindst udviklede og borgerkrigsramte i landet.
Her arbejder IBIS i forvejen på at give særlig piger en skolegang, som kan få dem ud af fattigdom og gøre dem i stand til at bestemme over deres eget liv.
Slagkraftige kvinder
For at give kvinderne stemme og indflydelse vil IBIS nu også støtte kvinde- og ungdomsorganisationer i at blive velorganiserede og slagkraftige spillere i det lokale demokrati. Det kræver ledere, der forstår deres rolle.
Derfor vil IBIS, som noget af det første, uddanne lederne af de involverede kvinde- og ungdomsorganisationer. Desuden vil kvinderne og de unge blive undervist i deres rettigheder og muligheder i demokratiet, de vil lære at gennemskue budgetter og bureaukrati, og kvinder få støtte til at føre en valgkamp, så indflydelsen bliver reel.
Hvis familierne og samfundet skal løftes ud af fattigdommen, er det helt nødvendigt at kvinderne sidder med ved bordet, og er med til at trække udviklingen i den rigtige retning.



