Fra minefelt til majsmark
| 
Minefelterne i omegnen af Nyunzu i det østlige Congo er nu ryddet, og Folkekirkens Nødhjælp er derfor gået i gang med at hjælpe kvinderne og deres familier til at dyrke jorden effektivt.
Det er noget ganske særligt på færde den dag i maj, hvor der er besøg i landsbyen Katwangaba i Nyunzu i det østlige Congo. Det er nemlig nu, at jordnødderne er klar til at høste. Det gælder på alle de små marklodder omkring landsbyen, men i særdeleshed på de forsøgsmarker, som er en del af Folkekirkens Nødhjælps fødevaresikkerhedsprogram i de tidligere mineplagede områder.
Solen bager ned over det frodige område, der tidligere var plaget af landminer, som blev lagt under den otte år lange borgerkrig. Det er svært for den besøgende at se forskel på de to jordlodder. De ligger side om side og måler nøjagtigt ti gange ti meter. De er begge tæt bevoksede med jordnødder, men forskellen ligger under jorden.
Landbrugskonsulenten har fortalt og fortalt, hvordan ændrede landbrugsmetoder kan forbedre udbyttet. Men det kan være svært at tro på det, når man har været vant til at gøre tingene på sin egen måde gennem generationer.
Derfor er det tid til at se tingene med sine egne øjne.
Den ene jordlod er dyrket præcis på den måde man er vant til – den anden jordlod efter de nye anvisninger.
Landbrugskonsulenten gentager sit budskab om de nye metoder i sin indledende tale. Og derefter kaster kvinderne sig over det lille jordstykke med deres hakker. Støvet står op om dem og de griner til hinanden, mens de konkurrerer om at komme først i deres række. Alle planter bliver omhyggeligt samlet op, og jordnødderne knækkes fra skiltene og samlet i en stor sæk.
De har hængt en stor vægt op på en gren og sækken vejes: 16 kg nøjagtig. Tallet siges videre i den store klynge af kvinder som samles om vægten, indtil alle har hørt tallet. Ikke nogen dårlig høst, kan man forstå på deres indbyrdes kommentarer og tonefald.
Så kommer turen til det stykke, som er dyrket efter den nye metode. Støvet står atter op om kvinderne, mens deres hakker løsner planterne med hurtige bevægelser. Spændingen stiger, mens jordnødderne samles sammen i en ny sæk. Kan den nye metode nu også klare sig?
Igen hænges sækken op på vægten, og reaktionen hos kvinderne er hørbar – det andet jordlod har givet mere: hele 20 kg i alt.
Munden står ikke stille på kvinderne, det konkrete resultat er til at forstå i et land, hvor fattigdommen er stor, og sulten et grundvilkår, som alle slås med.
De to sidste årtiers borgerkrig og efterfølgende konflikter har i høj grad ødelagt eksistensgrundlaget for hundredtusindvis af congolesiske familier. Klimaet er godt, jorden frugtbar og regnen tilpas. Men truslen fra landminer har hindret bønderne i at komme til deres jord.
Det lærte mama Kalunda på den hårde måde.
En tidlig morgen i marts 2003 var hun sammen med tre andre på vej ud i marken. De andre gik forrest ad den smalle sti. Pludselig lå hun på jorden, bevidstløs. Husker ikke braget fra landminen, der gik af, da hun trådte på den. De andre var lige præcis så langt foran hende, at de ikke blev sårede. Det blev mama Kalundas redning. Selvom de først løb bort i forskrækkelse, kom de tilbage og fik hende fragtet til hospitalet på en cykel. Benet var sprængt bort midt på skinnebenet – foden fandt de aldrig, fortæller hun. Ingen i landsbyen havde før hørt om landminer, men ulykken gjorde alle bange for at gå i markerne.
Folkekirkens Nødhjælp har nu gennem et par år ryddet landminer omkring Nyunzu. Og nu er tiden kommet til at dyrke den jord, som før var mineinficeret. Selv om mama Kalunda med sin krykke har svært ved at gå i marken igen, er det nu manden og de store af børnene, som skaffer maden. Og med nye dyrkningsmetoder tegner det lysere for familierne i den del af Congo.
Fra minefelt til majsmark
Minefelterne i omegnen af Nyunzu i det østlige Congo er nu ryddet, og Folkekirkens Nødhjælp er derfor gået i gang med at hjælpe kvinderne og deres familier til at dyrke jorden effektivt.
Det er noget ganske særligt på færde den dag i maj, hvor der er besøg i landsbyen Katwangaba i Nyunzu i det østlige Congo. Det er nemlig nu, at jordnødderne er klar til at høste. Det gælder på alle de små marklodder omkring landsbyen, men i særdeleshed på de forsøgsmarker, som er en del af Folkekirkens Nødhjælps fødevaresikkerhedsprogram i de tidligere mineplagede områder.
Solen bager ned over det frodige område, der tidligere var plaget af landminer, som blev lagt under den otte år lange borgerkrig. Det er svært for den besøgende at se forskel på de to jordlodder. De ligger side om side og måler nøjagtigt ti gange ti meter. De er begge tæt bevoksede med jordnødder, men forskellen ligger under jorden.
Landbrugskonsulenten har fortalt og fortalt, hvordan ændrede landbrugsmetoder kan forbedre udbyttet. Men det kan være svært at tro på det, når man har været vant til at gøre tingene på sin egen måde gennem generationer.
Derfor er det tid til at se tingene med sine egne øjne.
Den ene jordlod er dyrket præcis på den måde man er vant til – den anden jordlod efter de nye anvisninger.
Landbrugskonsulenten gentager sit budskab om de nye metoder i sin indledende tale. Og derefter kaster kvinderne sig over det lille jordstykke med deres hakker. Støvet står op om dem og de griner til hinanden, mens de konkurrerer om at komme først i deres række. Alle planter bliver omhyggeligt samlet op, og jordnødderne knækkes fra skiltene og samlet i en stor sæk.
De har hængt en stor vægt op på en gren og sækken vejes: 16 kg nøjagtig. Tallet siges videre i den store klynge af kvinder som samles om vægten, indtil alle har hørt tallet. Ikke nogen dårlig høst, kan man forstå på deres indbyrdes kommentarer og tonefald.
Så kommer turen til det stykke, som er dyrket efter den nye metode. Støvet står atter op om kvinderne, mens deres hakker løsner planterne med hurtige bevægelser. Spændingen stiger, mens jordnødderne samles sammen i en ny sæk. Kan den nye metode nu også klare sig?
Igen hænges sækken op på vægten, og reaktionen hos kvinderne er hørbar – det andet jordlod har givet mere: hele 20 kg i alt.
Munden står ikke stille på kvinderne, det konkrete resultat er til at forstå i et land, hvor fattigdommen er stor, og sulten et grundvilkår, som alle slås med.
De to sidste årtiers borgerkrig og efterfølgende konflikter har i høj grad ødelagt eksistensgrundlaget for hundredtusindvis af congolesiske familier. Klimaet er godt, jorden frugtbar og regnen tilpas. Men truslen fra landminer har hindret bønderne i at komme til deres jord.
Det lærte mama Kalunda på den hårde måde.
En tidlig morgen i marts 2003 var hun sammen med tre andre på vej ud i marken. De andre gik forrest ad den smalle sti. Pludselig lå hun på jorden, bevidstløs. Husker ikke braget fra landminen, der gik af, da hun trådte på den. De andre var lige præcis så langt foran hende, at de ikke blev sårede. Det blev mama Kalundas redning. Selvom de først løb bort i forskrækkelse, kom de tilbage og fik hende fragtet til hospitalet på en cykel. Benet var sprængt bort midt på skinnebenet – foden fandt de aldrig, fortæller hun. Ingen i landsbyen havde før hørt om landminer, men ulykken gjorde alle bange for at gå i markerne.
Folkekirkens Nødhjælp har nu gennem et par år ryddet landminer omkring Nyunzu. Og nu er tiden kommet til at dyrke den jord, som før var mineinficeret. Selv om mama Kalunda med sin krykke har svært ved at gå i marken igen, er det nu manden og de store af børnene, som skaffer maden. Og med nye dyrkningsmetoder tegner det lysere for familierne i den del af Congo.
At Peter Høvring
Billedtekst: Minefelterne lå tidligere der hvor civilbefolkningen færdedes. Det hindrede dem i at dyrke den ellers frugtbare jord. Det er heldigvis slut nu. Men der er brug for en indsats for at skubbe gang i landbruget igen.