En dag på børnehospitalet i Monrovia
Projekt 2008, Læger uden Grænser
Af Anna-Karin Moden
Børnehospitalet Island Hospital i Liberias hovedstad Monrovia har 182 senge. Hver måned indlægges omkring 950 børn. De almindeligste sygdomme, som behandles på sygehuset, er malaria og lungebetændelse, men også børn, der er smittet med hiv eller har tuberkulose bliver behandlet.
DanmarksIndsamlingen i januar 2008, som havde børnedødelighed som tema, gav 3,3 millioner kroner til hospitalet.
Det er tid til dagens første uddeling af næringsrig mælk til patienterne på børnehospitalet Island Hospital i Monrovia, Liberia. Mødrene gør sig med en plastikkop i hænderne klar til at hente en morgenmadsportion til deres børn. ”Vask dine hænder før du kommer, bind dit hår før du kommer...” deres sang blander sig med sygehusets andre lyde – børnegråd og latter, en dryppende vandhane, generatorens brummen og personale, som taler om den forgangne nats hændelser.
Endnu en dag på børnehospitalet er begyndt. På sygehuset, som støttes af Læger uden Grænser, er der plads til godt og vel 180 børn. Mange har malaria, diarré og luftvejsinfektioner, andre har tuberkulose. Ofte har sygdommene betydet, at børnene ikke har kunne spise tilstrækkeligt og mange behandles for underernæring.
Sammen med det liberianske sygehuspersonale arbejder fem udenlandske medarbejdere på sygehuset, som er et af tre sygehuse, som Læger uden Grænser støtter i Monrovia.
Siden borgerkrigen sluttede i 2003 er forholdene i Liberia blevet bedre, men sundhedssystemet fungerer ikke endnu og næsten alt sundhedspleje fungerer med støtte fra internationale organisationer. Det koster ikke noget at få sit barn behandlet på sygehuset, og det er vigtig, for de fleste har dårligt nok råd til at brødføde sig selv.
På intensivafdelingen
Den norske sygeplejerske Marita Persen begynder sin arbejdsdag på intensivafdelingen. I en af sengene ligger en lille dreng helt stille. Han trækker ikke længere vejret, natholdet har netop afsluttet alle forsøg på at genoplive ham. De andre patienter bliver for en stund tyste, og stilheden breder sig på stuen. Drengen gøres i stand, så hans familie kan komme og hente ham og få ham begravet.
Marita tager kanylen, som blev brugt til drop, ud af drengens hånd og lægger ham til rette.
Drengen havde malaria, men det var ikke det han døde af. Han døde af en forgiftning af urter, som han havde fået af en medicinmand. Da han kom til sygehuset, var det for sent at redde ham.
Arme tyndere end en voksens pegefinger
På gangen uden for intensivafdelingen står den 15-årige Hawa Boley med sin fem dage gamle datter Kemah i favnen. Den lille piges arme er ikke meget tykkere end en voksens pegefinder. Kemah og hendes tvillingebror blev indlagt i går, de er svage og vil ikke spise.
Hawa er urolig og viser sygeplejerskerne Kemahs hævede mave og et kateder, som har løsnet sig. Marita og en kollega tager barnet med sig for at sætte et nyt kateder i og for at tage sig af navlen, som er betændt.
Pårørende følger med
På stuerne står sengene tæt og hver seng deles af mor og barn. Alle patienter har deres mor eller en anden kvindelig slægtning med sig under indlæggelsen.
Elisabeth Tomah ligger og hviler sig sammen med sin syv måneder gamle søn Momo, som har diarré. De har været på sygehuset i tre dage og Momo har fået det lidt bedre.
- Min mor passer mine andre børn, mens jeg er på sygehuset med Momo, fortæller Elisabeth Tomah.
- Det er vigtigt både for patienterne og for personalet at mødrene er med hele tiden, siger Marita.
- Hvert barn har på den måde sin egen plejer med. Vi beder mødrene om at holde øje med forandringer hos deres børn og fortælle hvis de ser tegn på forværringer. Mange af de indlagte børn får medicin intravenøst via kanyler.
Sygeplejersken Orin Kofa har taget et bord og en stol med udenfor for at få bedre lys, når hun skal lægge en kanyle i den ni måneder gamle Prince Browns hånd. Prince sidder trygt hos sin mor, men situationen er uvant for dem begge. Prince skriger, og hans mor har tårer i øjnene, mens Orin stikker nålen ind. Men ubehaget er snart overstået og gråden hører op.
Underernæring et helt almindeligt problem
I ambulatoriet – et rum med glade tegninger på væggene – er dagens modtagelse i fuld gang. Der er trængsel og lydniveauet er højt. Bænkene langs væggen er fulde af børn, som venter på at blive målt og vejet, inden de bliver undersøgt.
- Nogle gange vejer vi over hundrede børn om dagen, fortæller afdelingssygeplejersken Julia Siah, mens hun sætter en voldsomt protesterende lille pige i selen, så hun kan blive vejet.
Om eftermiddagen går sygeplejerskerne Edwin Singbae og Marita fra seng til seng for at se til børnene. De standser et øjeblik hos Ronnie Shaw, som er to måneder gammel og som kæmper hårdt for at trække vejret. Hun har fået antibiotika mod en kraftig lungebetændelse og er i bedring.
Martha Walker er netop blevet indlagt. Hun er ti måneder gammel og vejer 4,6 kg.Martha har diarré og hoster, og man kan se hvert et ribben i hendes brystkasse, men hun smiler, når Edwin aer hende på kinden.
- I Oslo behandlede jeg ofte patienter, som var meget overvægtige. Det her er virkelig en kontrast, der vil noget, siger Marita, som hjemme i Norge arbejder på intensivafdelingen på Ullevåls Universitetssygehus.
På vej hjem På den fire-årige Borbors seng sidder lægen Drissa fra Mali og ser på et røntgenbillede. Borbor har knuder på halsen, og nu undersøger man, hvad det skyldes. Borbor bor med sin familie i en flygtningelejr for internt fordrevne, en blandt mange i Monrovias forstæder. Lejrene er de seneste måneder blevet affolket. Mange er rejst tilbage, hvor de oprindeligt kom fra, efter i årevis at have været på flugt på grund af borgerkrigen.
Borbors mor fortæller, at familien også vil rejse hjem til deres by igen, men at de vil vente og se om sønnens sygdom er alvorlig. I den by, de kommer fra, kan man ikke få nogen som helst pleje.
Solen går ned bag ved sygehuset og på trappen sidder den 13-årige Jacob Gwole og hans mor Beatrice. Plastret på Jacobs venstre hånd, der hvor droppet sad, vidner om, at han har været alvorligt syg. To dage tidligere blev han indlagt på sygehuset – bevidstløs og med ekstremt lavt blodsænkning. Han fik øjeblikkeligt en blodtrasfusion. Midt i de hektiske minutter, hvor alle koncentrerede sig om at redde Jacob, stod Beatrice alene og fortvivlet og så på sin søn.
- Jeg var forfærdelig bange. Jeg troede, at han ville dø. Nu takker jeg Gud for, at han reddede min søn. Jacob lytter genert, mens hans mor fortæller.
I morgen, når der er taget flere prøver, regner de med at kunne rejse hjem igen. De håber, at Jacobs sygdom ikke er alvorligere end en omgang malaria, der kan behandles.
Vagten for dagholdet er slut og bilen fra Læger uden Grænser er kommet for at hente de ansatte. De bor rundt omkring i Monrovia og hopper af på den lange vej tilbage ind til byen.Marita klatrer ind og tager plads mellem sine grinende og snakkende kolleger.
- Det var endnu en dag på Island, siger hun, træt men glad.







