Projekt 2008, IBIS

Af René Jacobsen

Mozambique
I udkanten af Mozambiques hovedstad, Maputo, støtter IBIS et center for forældreløse og udsatte børn, der hedder Criança Feliz. Det betyder ”glade børn”, hvilket er en del af det centret ønsker at opnå. De børn, der kommer på Crianca Feliz, er vant til at have en hverdag, der består af hårdt arbejde, utryghed og misrøgt. Mange af dem har tunge pligter i hjemmet, for eksempel med at tage sig af syge familiemedlemmer og yngre søskende. Derudover har mange af dem været udsat for seksuelt og fysisk misbrug.

Mange hundrede børn kommer dagligt på centeret efter deres skoletid, for at tage del i de forskellige aktiviteter. Her får de et måltid mad og bliver efterset af en sygeplejerske og hjulpet til medicinsk behandling hvis det er nødvendigt.

På centeret lærer børnene derudover forskellige færdigheder gennem praktisk undervisning, der giver dem en ekstra kunnen, udover det de lærer i skolen. Det drejer sig for eksempel om fag som syning. Børnene lærer teknikkerne og får lov til at beholde de ting de syr eller sælge dem på markedet.

Centret opfører også teater med børnene for at stimulere deres fantasi. Derudover er der ved at blive lagt sidste hånd på etableringen af et bibliotek og et computerrum, så børnene kan opleve glæden ved at læse og få en evne til selvstændigt at søge information. Børnene får også information om sund ernæring og hvordan man forebygger HIV smitten.

De lærer at lege
Udover de praktiske fag lærer børnene også noget andet helt fundamentalt. Det er ikke nødvendigvis alle børn, der kan finde ud af at lege. Når nogle af børnene ankommer til Criança Feliz første gang, kigger de frygtsomt rundt på de andre børn og ved ikke hvordan de skal deltage i legene. Centret har allerede haft de enestående resultater ved at se disse børn ændre adfærd efter en måned. De begynder at lege, grine og få et bedre helbred.

Børn der ikke engang har overskud til at lege, har heller ikke overskud til at tænke på fremtiden. Centrets mål er at skabe et fundament i form af læring, leg og samvær, der kan hjælpe børnene og deres forældre til at overvinde de grænser den ekstreme fattigdom sætter for dem.

Gennem aktiviteterne på centeret lære børnene at tage vare på sig selv, og ligger samtidig grunden til at det i fremtiden kan være dem selv, der er med til at bryde fattigdommens onde cirkel for deres egne familier og som kan hjælpe med at udvikle lokalsamfundet.

Ghana
I det nordlige Ghana kommer op mod 50 % af børnene aldrig i skole! Området er præget af fattigdom, og det at få mættet alle munde kan let overskygge behovet for skolegang og vejledning af børnene. I forhold til resten af Ghana er der desuden en højere forekomst af HIV/AIDS, flere teenagere bliver gravide og sundhedstilstanden blandt befolkningen er generelt dårligere.

”Jeg havde ingen som hjalp mig med at komme i skole, men jeg er glad nu, hvor den tekniske skole er kommet. Det er en ny chance, ” udtaler Sadia, der er 27 år og enlig mor til to.

Sadia har aldrig gået i skole og har aldrig haft et job. Hun er en af de 200 unge kvinder, som i denne tid starter et forløb på en af de to nyåbnede tekniske skoler i byerne Bole og Sawla i det nordlige Ghana. En anden af de nye elever er Fatima på 17 år. Hun stoppede sin skolegang efter 8. klasse, da hendes far døde, og hun derfor måtte bidrage til familiens overlevelse ved at arbejde. Fatima er i dag enlig mor til en søn på ni måneder, og hun prøver at forsørge sig ved at sælge kogt ris. En stor del af eleverne på de to skoler er, som Sadia og Fatima, socialt udsatte og mange af dem har længe levet på et eksistensminimum.

Gennem indkøb af materialer og informationskampagner bidrager de 350.000 kr. som IBIS har fået fra Danmarksindsamlingen til åbningen af de tekniske skoler. Størstedelen af pengene er dog øremærket Life Skills-delen af undervisningen, som fokuserer på, at de unge kvinder får andet og mere end en faglig uddannelse.

IBIS arbejder også for at kvinderne får selvtillid, støtte og viden, der sammen med den faglige uddannelse kan skabe bedre livsvilkår for dem selv og deres familier. Dette involverer, at kvinderne under hele forløbet får vejledning og støtte i at gennemføre uddannelsen, og i at planlægge tiden efter at de er færdiguddannede. Der vil i den forbindelse blive afholdt temadage om det at have sin egen forretning, og efter endt uddannelse, får eleverne mulighed for at optage et rentefrit lån, der sætter dem i stand til at åbne deres egen forretning.

Kvinderne bliver desuden tilbudt samtaler om deres personlige forhold og bekymringer, ligesom der bliver gjort en aktiv indsats for at skabe sammenhold eleverne imellem. Faglærerne, der hovedsageligt er kvinder, kan dagligt fungere som rollemodeller for eleverne.

Både Sadia og Fatima håber, at deres uddannelse til henholdsvis syerske og sekretær vil gøre dem i stand til at skabe en stabil indkomst, der kan sikre et bedre liv for dem selv og deres familie. De siger samstemmende, at deres højeste mål er at kunne give deres børn en god uddannelse. Med pengene fra Danmarksindsamlingen kan IBIS desuden sikre, at samtlige 200 elever og deres børn har en sundhedsforsikring i de 2 år uddannelserne tager. Det betyder, at de er garanteret gratis lægehjælp, og dermed har de en bekymring mindre. Mange af eleverne har meget begrænset viden om sundhed og seksualitet, og disse emner er derfor en del af undervisningen på skolerne.

Den dag skolen i Sawla åbner synes der ikke at være tvivl om, at den vil gøre en forskel. Lærerne er engagerede, selveste borgmesteren taler, og eleverne er lutter store ører og glade smil; denne skole er deres vej til en bedre fremtid.

Liberia
“Vi blev aldrig undervist i denne sygdom, men vi vil være glade hvis vores døtre kan lære at beskytte sig selv”.

Det ovenstående var responsen fra flere af de kvinder, der deltog i de samfundsoplysende møder, der blev afholdt af det HIV & AIDS Ungdomsuddannelses projekt, som IBIS har stået for i de to afsidesliggende regioner i Liberia.

Som i mange andre afrikanske lande er seksualundervisning og viden om reproduktiv sundhed et omtåleligt og kulturelt tabuiseret emne i Liberia, hvorfor unge kvinder og mænd er specielt udsatte for HIV & AIDS og andre seksuelt overførte sygdomme. IBIS’ HIV & AIDS Ungdomsuddannelses-projekt henvender sig til teenagere i 12 lokalsamfund, og projektet vil træne i alt 48 ungdomsundervisere, der skal forestå både uformel og organiseret undervisningsaktiviteter for deres jævnaldrende. Det er målet at udvikle teenagernes viden om, tilgang til, overbevisninger og evner, således at de er i stand til at handle ansvarligt og tage vare på deres eget helbred.

Projektets nødvendighed er blevet tydeliggjort af de diskussioner og de spørgsmål, der er blevet stillet på møderne. Deltagernes viden har varieret meget fra lokalsamfund til lokalsamfund – de samfund der tidligere har opholdt sig i flygtningelejre i Elfenbenskysten har haft en basisviden, hvorimod andre udtrykte: ”Vi hører til tider om denne sygdom i radioen, men der er ingen i vores lokalsamfund til at undervise os. Vi har brug for information, så vores børn ikke bliver ofre for denne sygdom”.

Projektet startede i midten af august med at ansætte en kvindelig projektassistent. Alle lokalsamfundene i målgruppen er nu blevet inkluderet, og de har alle budt projektet velkommen. Alle lokalsamfund har planlagt en dag med offentlige møder, og på nuværende tidspunkt er otte ud af 12 møder blevet afholdt. Der har i gennemsnit været 55 deltagere til møderne.

Traditionelt set har offentlige anliggender og møder været mændenes domæne, men med dette projekt er der gennem ’hus-til-hus’ opråb skabt opmærksomhed blandt kvinderne. Dette har betydet, at en 1/3 af deltagerne har været kvinder. Under møderne er der blevet sat specielt fokus på kvinderne, der eksempelvis er blevet placeret foran mændene og har styret spørgsmåls-rækken samt krævet svar fra mændene. Det har resulteret i, at kvinderne har deltaget aktivt og kommet med gode bidrag.

På nuværende tidspunkt er alle lokalsamfundene i gang med at identificere to mandlige og to kvindelige ungdomsundervisere. Udvælgelsen baseres på nogle uddelte retningslinjer for, hvad der kræves for at være en god ungdomsunderviser for sine jævnaldrende.

Sierra Leone
IBIS’ har underskrevet samarbejdsaftaler med to lokale civilsamfunds organisationer, CARD (Community Action for Rural Development) og CIFORD (Community Initiative for Rural Development), der begge tidligere har arbejdet med sundheds- og sanitets træningsprojekter i Kono kommune i Sierra Leone, men Life Skills programmet er dog per september 2008 hovedsageligt stadig i planlægningsfasen.

I starten af september afholdtes et ugelangt planlægningsmøde for at udvikle det første sæt af trænings workshops, der vil blive afholdt i oktober. Der blev blandt andet udviklet et hæfte til brug i undervisningen, og en lokal musiker var til audition og blev ansat til at skrive og optage seks sange. Sangene skal omhandle de samfundsrelevante emner som Life Skills programmet beskæftiger sig med i de næste ni måneder indtil det afsluttes i maj 2009.

Programmet involverer workshops i 24 lokalsamfund i Kono kommune, hvor IBIS i forvejen implementerer et uddannelses-program for børn og unge som er blevet for gamle til at gå i almindelig folkeskole. Life Skills træningen involverer alle niveauer af samfundet: høvdinge, lokalsamfundsrepræsentanter, skolerepræsentanter, kvindelige repræsentanter, skolebørn and beboere.

Der vil blive opstillet faciliteter til at vaske hænder på skoler, og skolebørnene vil blive undervist i vigtigheden af at vaske hænder. Sundhedsministeriets kontor i Kono har indvilget i at udlåne medarbejdere til træningen i felten, der vil omhandle generel hygiejnelære, brug af toiletter, årsager, behandling og forebyggelse af almindelige sygdomme som malaria, tyfus og orm, samt køns og ligestillingsemner som tidlige ægteskaber, vold mod kvinder og voldtægt.

Idet der endnu ikke er foregået nogle reelle feltaktiviteter har projektets koordinator, Allan Mongor, interviewet Josephine Beinya, som arbejder for CARD, om hendes erfaringer med at arbejde med sundheds- og sanitetsprogrammer.

Josephine Beinya er fra Konos etniske gruppe, hun er uddannet sygeplejerske, og hun har to børn men hendes mand blev dræbt under krigen. Hun har boet fire år i en flygtningelejr i Guinea, hvor hun endda måtte flygte til en ny lejr, idet der også udbrød krig her. Da krigen i Sierra Leone sluttede vendte Josephine tilbage til Kono og begyndte at arbejde for CARD.

Grunden til at Josephine gerne vil deltage i dette træningsforløb med IBIS er, at de fleste indbyggere i Kono ikke har megen viden om miljø, sanitet og personlig hygiejne, hvilket resulterer i sygdomsudbrud og høj dødelighed. Josephine mener, at træningsforløbene vil være med til at reducere sygdomsforekomster i området. Det gik pengene til Hvordan gik de tidligere års projekter? Det går pengene til Læs om de 12 projekter