Generationen Afri’Kan

I over 20 år har en borgerkrig raset i det nordlige Uganda. Krigen er gået hårdest ud over børn og unge. En hel generation er vokset op som internt fordrevne flygtninge, i konstant frygt for voldtægt eller kidnapninger. Med støtte til tidligere børnesoldater i det nordlige Uganda vil CARE igennem spare-låne-grupper forbedre vilkårene for en hel generation, der er traumatiseret efter 20 års borgerkrig.

Tusindvis af børn og unge i Uganda er vokset op under en borgerkrig og har mistet det, som de fleste danske børn kan tage for givet: nemlig en barndom med leg og glæde, skole og uden bekymringer. Det er kun 5 år siden, at konflikten i det nordlige Uganda sluttede mellem Lords Resistance Army – Herrens befrielseshær (LRA) og de Ugandiske regeringsstyrker. Den en af de mest langstrakte konflikter i Afrika.

’Børnekrigen’

LRA stod for et omfattende antal kidnapninger af civile, især børn, der blev tvunget ind i militsen som børnesoldater eller sexslaver. UNICEF estimerede i 2006, at omkring en tredjedel af alle drenge og en sjettedel af alle piger i området på et tidspunkt i løbet af deres liv havde været bortført. Krig præger børn – de oplever ting, som er voldsomme og uforståelige, og som påvirker deres fremtidige liv og muligheder. Konflikten er blevet kaldt for ”børnekrigen”, fordi den især ramte børn og unge. Det har derfor været svært for mange af de kidnappede børn og unge at vende hjem igen og leve et normalt liv.

Iværksætterstøtte til eks-børnesoldater og sexslaver

De kan heldigvis stadig få en ungdom og et voksenliv, hvor de kan lægge krigen bag sig og opleve glæde og håb for fremtiden. Men det kræver, at de får støtte til at se deres muligheder og eget potentiale. For at skabe en ny tilværelse og en lysere fremtid for en generation, der er hårdt traumatiseret, vil CARE etablere 200 spare-låne-grupper for 5.000 unge mænd og kvinder i alderen fra 14-25. Her skal de lære at spare op sammen og låne penge fra en fælles pulje. Med penge på hånden vil de kunne investere i at forbedre hverdagen for sig selv og deres familie.

En ny og fredeligere fremtid

Projektet Generation Afri’Kan ser de afrikanske unge som en ressource, som skal styrkes og bringes i spil for at sætte den langsigtede og bæredygtige udvikling i gang. De unges ændrede situation vil give dem stærke kompetencer til at bidrage til at skabe en fredelig fremtid i deres lokalsamfund, og de vil samtidig være mindre sårbare overfor sult, nye konflikter og klimakatastrofer. CARE støtter i dag 4.454 spare-låne-grupper i Uganda med over 68.000 medlemmer. Resultaterne har vist, at spare-låne-grupperne har styrket medlemmernes deltagelse i lokal politik, forbedret ernæringen til deres børn og øget deres generelle indtægt via opsparinger og opstart af nye forretninger.

Fakta om Norduganda

•    Bare indenfor et år, fra juni 2002 til maj 2003, bortførte LRA ikke mindre end 8,400 børn.
•    I slutningen af 2005 var omkring 1.8 millioner folk i det nordlige Uganda flyttet ind i lejre for internt fordrevne.
•    I 2006 aftalte LRA og Ugandas regering at slutte fred, men en endelig fredsaftale er aldrig blevet underskrevet.
•    I 2010 var der stadig over 112,000 internt fordrevne flygtninge i det nordlige Uganda, inklusiv 28,000 børn.
•    Mere end halvdelen af befolkningen i Uganda (50.8 %) er under 15 år, hvilket betyder at landet har den højeste forsørgerbyrde i verden.

(Kilde: UNHCR, UNOCHA, IDMC, Human Rights Watch)